Hvilke danske kommuner gør en ekstra indsats for at fremme idræt og bevægelse i skolen? Ifølge resultaterne i Dansk Skoleidræts kortlægning af ”Skoleidrætskommuner 2024” er svaret på det spørgsmål 12 af slagsen fordelt ud over hele landet: Brøndby, Fanø, Frederiksberg, Horsens, Høje-Taastrup, Skive, Slagelse, Svendborg, Sønderborg, Tårnby, Vejen og Viborg.
38 kommuner har deltaget i kortlægningen, der i 2024 afvikles for tredje gang. Over de tre år har 59 kommuner udfyldt den undersøgelse, der ligger til grund for initiativet.
Kortlægningen dykker ned i en række parametre, der indikerer, hvordan en kommune klarer sig inden for idræt og bevægelse i skolen: Har den fx en bevægelsesstrategi, har kommunens skoler motoriske indsatser for eleverne, har skolerne nedsat fagteams, som kan formulere en rød tråd for arbejdet med idrætsfaget, har skolerne uddannede bevægelsesvejledere i lærerkorpset og meget andet.
Kortlægningen indeholder således spørgsmål inden for otte kategorier, og svarene er dels trukket fra objektive data, som Dansk Skoleidræt har hentet fra centrale registre, og dels fra mere subjektive data som kommunerne kun selv har indsigt i, og som de dokumenterer i undersøgelsen. På baggrund af de samlede besvarelser er kommunerne vurderet ud fra en række kriterier og vægtninger – og indplaceret på et danmarkskort med én af tre grønne nuancer, hvor den mørkegrønne udløser titlen ”Skoleidrætskommune 2024”.
Du kan dykke ned i resultatet fra 2024 via kortet herunder.
Klik på den enkelte kommune for at se det lokale resultat. Se også siden med baggrundsdata.
Det overordnede formål er at kaste lys over, hvordan kommunerne tilgår opgaven med at skabe en varieret skoledag for alle elever i skolen, hvor idræt og bevægelse er et centralt element for elevernes læring og trivsel.
Kortlægningen vil give den enkelte kommune vigtig viden til at kunne hæve barren, så man får opbygget et fælles sprog, skabt en fælles retning og arbejdet sig hen mod en bæredygtig kultur for idræt og bevægelse i skolen. Den skal bidrage til at få kæden til at hænge sammen - lige fra politikere, der træffer beslutningerne og tager et samfundsansvar, ud til eleverne, som på egen krop mærker, at området bringes højere op på dagsordenen i den enkelte kommune.
Læs nyheden om kåringen af Skoleidrætskommuner 2024.
Se også "Spørgsmål og svar".
Og se mere i denne korte video: