Denne artikel er bragt i magasinet Idræt i Skolen 01-2020 som en del af temaet "Prøven i idræt".
Læs hele magasinet her.
Læringskonsulenten har ordet
Prøven i idræt er en spændende en af slagsen. Eleverne bliver målt på idrætsfaglig viden, kropslige færdigheder og evnen til at sætte et praksisprogram sammen. Undervisningsministeriets læringskonsulenter modtager mange spørgsmål fra idrætslærere om prøven – vi sætter fokus på nogle af de hyppigst stillede.
Hvor vigtigt er det overordnede tema for aflæggelse af prøven i idræt? Hvordan skruer man et godt vejledningsforløb sammen for eleverne? Og hvad er det nu, man skal lægge vægt på i vurderingen? Tre spørgsmål, der går igen i mange af de henvendelser, som Undervisningsministeriets læringskonsulenter især her i foråret får fra jer idrætslærere, når prøven nærmer sig. Kåre Rasborg, der er den ene af de to læringskonsulenter, som I kan møde inden for idrætsfaget, sætter nogle ord på de tre spørgsmål.
Temaet skal skinne igennem
Vi starter med temaet, som kan karakteriseres som den overordnede paraply for prøven - eller en slags overskrift. Det skal kobles til praksisprogrammet og foldes ud i den mundtlige del.
- Der er desværre mange elever, der gør det galt, at de først laver et praksisprogram, og så taler om temaet bagefter. De kan have svært ved at inkorporere temaet i praksisprogrammet. Og det er en del af vurderingen, at temaet også skal være tydeligt i de aktiviteter, eleverne har valgt. Her skal lærerne huske at være klare i deres vejledning, siger Kåre Rasborg.
Han understreger, at ministeriets nye prøvevejledning indeholder et stort afsnit om arbejdet med temaer, så der kan man som lærer finde råd og vejledning.
- Det er vigtigt at være bevidst om, hvilke indholdsområder, der passer ind i de forskellige temaer. Hvis man fx arbejder med ”Idræt og køn”, tager eleverne måske ikke fat om roden på temaet. Det kunne være at tage hul på en aktuel kønsdebat. Eller folde ud, hvordan ”Idræt og køn” kunne se ud i forhold til indholdsområderne ”Dans og udtryk” eller i ”Løb, spring og kast”. Fx at lave en kontrastfyldt dans med et traditionelt maskulint udtryk kontra en dans med feminine bevægelser. Eller dykke ned i, hvorfor det er, at mænd generelt kaster længere end kvinder – der er noget fysiologisk, man kunne tage fat på. Temaet bliver først en udfordring i det øjeblik, eleverne ikke formår at problematisere det tilstrækkeligt til, at samtalen bliver omfangsrig nok. De skal kunne udfolde, at de ved noget om problematikken, forklarer Kåre Rasborg. Læringskonsulenten understreger, at det overordnet er vigtigt, at prøven ikke bliver første gang, eleverne stifter bekendtskab med at arbejde med temaer. Det skal ske løbende i undervisningen.
- Vi oplever ofte, at lærerne først begynder at indføre temaer i idrætsundervisningen i 8. eller 9. klasse. Det ser vi gerne sker meget tidligere – helt nede på mellemtrinnet. Det giver også mulighed for at samarbejde med de andre idrætslærere på skolen og få aftalt, hvordan man gerne vil se elevernes progression i idræt, og hvordan man vil præge eleverne. Så der både er et fagligt spor omkring pensum, men også et kulturelt spor, der afspejler, hvordan vi er sammen, når vi laver idræt. Det er sidstnævnte, temaerne kan styrke, og hvor idræt også går ind og bliver et dannelsesfag. Det med at kunne indgå i idrætslige fællesskaber er en kæmpe del af fælles mål for idræt, siger han og uddyber:
- Idrætsfaget er ikke som tidligere et rent aktivitetsfag. Vi har ikke et basketforløb – vi har måske temaet ”Vi løfter i flok”, og så kan man arbejde med det tema indenfor et holdspil såsom basket, indenfor ”Dans og udtryk” eller ”Friluftsliv”. Temaet skal hele tiden være udgangspunktet for de forløb, læreren laver.
Lav en plan for vejledningen
Et godt vejledningsforløb er af enorm stor vigtighed for en stor afgangsprøve som idrætsprøven. Kåre Rasborg kan derfor ikke understrege nok, hvor meget denne del bør prioriteres. Eleverne ved i starten af april, hvad de skal op i, så der er tid til grundige vejledningsforløb.
- Vejledningen kan selvfølgelig ligge i idrætsundervisningen. Men når eleverne har haft sidste skoledag, er det godt at give ekstra tid til et vejledningsforløb som aftales sammen med eleverne. Principielt er der ikke noget øvre loft for, hvor meget vejledning, grupperne må få. Det synes jeg, man skal benytte sig af, for det er ikke nogen nem prøve. For det første skal der øves på det, eleverne vil vise, og for det andet skal der i vejledningen indgå, at eleverne skal blive skarpe på den mundtlige del. Vi hører tit, at eleverne er super dygtige til den praktiske del, og så kommer de ind og snakker for deres syge moster i den mundtlige del - om, hvad de tror, det handler om. Så ender de ud med en ringere vurdering, fordi den mundtlige del også tæller en markant del af den samlede vurdering. Så vejledningen skal også give svar på, hvad eleverne skal kunne teoretisk. Det er fundamentet for deres valg af tema, og de ting, de skal vise, siger læringskonsulenten.
Kåre Rasborg pointerer, at der bør ligge en plan for, hvornår der er vejledning, hvornår eleverne har adgang til hallen, og så skal man sørge for, at grupperne som minimum får vejledning af begge årgangens to idrætslærere, så de får flere input. Men også sikre, at eleverne får vejledning nok til, at de føler sig trygge og fortrolige med prøveformen og ved, hvad fordelingen af tiden er, og hvad de bliver vurderet på.
Vægtning ved vurdering
Netop spørgsmålet om, hvad eleverne vurderes på, har ofte givet henvendelser til læringskonsulenterne. For hvad er vægtningen af de tre områder; kropslige færdigheder, praksisprogram og idrætsfaglig viden?
- I den nye prøvevejledning har vi gjort det endnu mere tydeligt, hvad vurderingsgrundlaget er, og hvad der skal til for at opnå den enkelte karakter. Jeg vil ikke sidde og sige, at hvert af de tre områder tæller en tredjedel. Kernen er, at det er en samlet bedømmelse, eleverne får. Man er nødt til at se på sammenhængen mellem de tre dele. Mange giver en cirkakarakter for hver enkelt del og så diskuterer lærer og censor sig frem til resten. Det er oplagt at gøre, selvom det ikke kan gøres helt konsekvent. Men i vurderingen er det vigtigt at se på praksisprogrammets sammenhæng til temaet – det glemmer man nogle gange, og dermed bliver vurderingen måske lidt skæv i forhold til intensionen, siger Kåre Rasborg.
Han understreger, at det er vigtigt, at lærer og censor får snakket sammen inden prøven, så man sikrer, at man går ud fra det, der står i prøvevejledningen. Og så man er enige om, hvordan der bedømmes.
