Alle børn med i idrætsfaget

Om "Alle børn med i idrætsfaget"

 

"Alle børn med i idrætsfaget" er en hjælpende hånd til idrætslærere i den almene folkeskole, der kæmper med at få inkluderet børn med fysiske eller kognitive funktionsnedsættelser i idrætstimerne. Lærerne kan gennem en række materialer og værktøjer, der er udviklet med afsæt i lærernes virkelighed og praktiske udfordringer, blive klogere på vilkår, rettigheder og lovkrav på området og få øvelser, råd og vejledning til deres arbejde med at få alle børn med i idræt. Materialerne kan anvendes af idrætslærerne i deres samarbejde med kollegaer, forældre og leder samt i deres forberedelse og undervisning.

Projektet er støttet af Undervisningsministeriets pulje til undervisning i idræt og bevægelse for børn og unge med handicap i grundskolen. Partnere i projektet er Dansk Skoleidræt, Parasport Danmark, Videnscenter om Handicap, Rævebakkeskolen og Byskovskolen. Derudover er materialet testet af lærere fra fire danske folkeskoler.

Find inspiration og materialer til at få alle børn med i idrætsfaget

Hvad betyder særlige behov?

Materialerne i "Alle børn med i idrætsfaget" er udviklet til at give redskaber til at inkludere en bred målgruppe af elever. Denne dækker både børn med fysiske funktionsnedsættelser (bevægelse, høre og syn) samt kognitive funktionsnedsættelser (fx ADHD, autistmespektrumforstyrrelse og angst).

Som samlet gruppe bliver disse elever ofte omtalt på mange forskellige måder. Eksempler kan være:

  • Børn med særlige behov
  • Børn i vanskeligheder
  • Børn med funktionsnedsættelser
  • Børn med handicap

I materialet til "Alle børn med i idrætsfaget" anvendes termerne særlige behov, funktionsnedsættelser og vanskeligheder. Vi tror på, at børn først oplever deres funktionsnedsættelse som et handicap, når der er en barriere for deres funktion. Målet med projektet er at fjerne de barrierer og dermed elevens oplevelse af et handicap, og i stedet gøre det muligt at barnet oplever sig selv som inkluderet i fællesskabet i idræt.

© Dansk Skoleidræt, 2019